Dr.dk har skrevet en flot artikel

Dr.dk har skrevet en rigtig flot artikel omkring Michael. Du kan læse det hele her: www.dr.dk

 

Michael bygger verdens største perleplade: Lægger 4.603 perler på 6 timer hver dag

Han vil slå verdensrekorden: På et år skal Michael Faurby Hansen lægge 1.683.000 perler.

Verdens største perleplade er ved at blive skabt i Herning.

Den kommer til at bestå af 1.683.000 perler, og den skal være færdig inden for et år. Bliver den det, er det en verdensrekord.

Historien bag er om en mand, der har nogle helt særlige evner – og som gik og kedede sig.

– Når jeg keder mig, får jeg tossede ideer. Jeg så det her perlesæt, som jeg købte. Og så er det bare blevet større og større og større, fortæller Michael Faurby Hansen.

Den første perle lagde han 1. december 2017. Indtil nu har han lagt over en halv million. Dagligt bruger han omkring seks timer på de mange perler. Han har en særlig evne for det. En slags superheltekræfter, om man vil. Michael Faurby Hansen har nemlig aspergers syndrom.

– Det her er én af mine spidskompetencer. Jeg er meget struktureret, og jeg kan fokusere i rigtig lang tid, forklarer han.

Når det er sagt, skal man heller ikke tage fejl: Perler er også blevet Michael Faurby Hansens helt store interesse.

– Det ultimative er jo det, jeg er i gang med nu. Jeg synes bare, det er sjovt, siger han med et bredt smil.

“selvom man har et handicap, er det ikke ensbetydende med, at man er uden et talent.”

MICHAEL FAURBY HANSEN, PERLEENTUSIAST

Motivet er forskellige vartegn fra hjembyen Herning, f.eks. Herning Kirke og monumentet fra dengang cykelløbet Giro d’Italia var i Herning. Det hænger sammen med, at det er her, Michael Faurby Hansen bor. Men man kan næsten også sige, at mottoet for hedens hovedstad – “Her er alle muligheder åbne” – vækker genklang i hans projekt.

For Michael Faurby Hansens bagvedliggende mission med den enorme perleplade rækker langt længere end lidt sjov og de 4.603 perler, han i gennemsnit lægger hver dag. Han har et budskab om andre, der ligesom ham har aspergers syndrom.

– Vi kan faktisk noget ekstraordinært. Vi kan bruges, og vi kan rigtig mange ting, siger han.

– Jeg vil gerne lave en god historie om, at selvom man har et handicap, er det ikke ensbetydende med, at man er uden talent. Selvom man har nogle store udfordringer, så er de udfordringer værd at kæmpe for. Det kan godt lade sig gøre.

Kæmpeperlepladen bliver hængt op lidt efter lidt på hans arbejdsplads, Sportscenter Herning, hvor han arbejder fem til otte timer om ugen som alt-mulig-mand. Et job, han har fået, fordi han – med egne ord – er lidt begrænset i sin arbejdsformåen. Han nyder at kaste et blik eller to på den spirende verdensrekord, hver gang han er på arbejde.

– Det er så fedt! Hver gang jeg kommer herud, kan jeg lige stikke hovedet op, og så kan jeg se det. Det motiverer sindssygt meget.

Lige nu er han 70.000 perler foran tidsplanen. Så der er god udsigt til, at han kan nå at sætte perle nr. 1.683.000 senest 30. november 2018.

– Jeg glæder mig helt vildt. Jeg glæder mig til at se det færdigt. Og så håber jeg, jeg har lagt det hele rigtigt, siger den måske kommende verdensrekordholder.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *